Rummet under broen

 

Jørgen Teller og Marianne Levinsen præsenterer i det følgende projektet 'Forsømte steder - Ny identitet' som er udarbejdet i forbindelse med den første runde af Open Call.

Rummet under Bispeengbuen er et stærkt, storbyagtigt og underligt rum. Et langstrakt forløb med vejbroen som et langsgående loft med kraftige søjler som bærende konstruktion. I loftet er der en spalte der deler vejbanen ovenover i to. Spalten trækker et dramatisk lys ned i rummet under broen og er med til at give rummet dets stærke grafiske karakter.

Gulvet er belagt med brunlige chaussésten og arealet under broen fungerer som parkeringsplads. Det eneste tegn på at folk færdes rummet - ud over til og fra de parkerede biler - er opstillingen af standere med plastikposer så områdets hundeejere kan snuppe en pose og sørge for at rydde pænt op efter hundene.

Lyden under buen
Trafikstøjen fra Nordre Fasanvej er rungende og direkte resonerende - formentlig pga. endevæggen ovre på den anden side af Nordre Fasanvej. Den nordgående trafik kører ofte henover en brønd i vejbanen med en metalisk klikke-klirre lyd. Billyden fra selve buen høres som en mudret ansats og derefter som en sværm af susende karakter. Omkring spalten imellem de to vejbaner høres bilerne tydeligere. Der er ikke mange lyde under buen som trænger igennem bilernes sus. Når bilister parkerer deres bil, smækker de med døre og taler med lidt løftet stemme. Man hører ikke stemmerne ret langt væk – men bildørene klinger godt i den korte resonans imellem loft og gulv.

Klik på billedet for større version.

Indgreb
Lys: Fra en kraftig spot i belægningen under broen sendes en pink lyssøjle op gennem spalten på vejbroen - som en stor pløk markerer den stedet med sin vertikalitet. Et blødt silkeagtigt lys maler gulvet og søjlerne hvide og loftets og søjlernes massive tyngde opløses momentalt. Lyd: Midt i buens bane monteres flere mikrofoner - med gates - der lader lyden af smækken med bildøre og kald passere videre i ekkoer til højtalere ophængt 50 meter derfra, nær Nordre Fasanvej.

 

Intentionen er at skille lydkilde og højtalerlyd og samtidig inddrage det store rum i denne aktivitet. Akustik: Flade, facetterede fiberbeton skåle monteres i loft og gulv - og skaber et unikt resonerende rum med hurtige ekko-droner i samtale området. Rummet under broen bliver et felt med lys og lyd som ramme for nye aktiviteter - nysgerrighed og leg.

Tilbage til præsentationen af projektet

Sidst opdateret af Morten Nybo d. 06.01.10

Del |
Open Call Idébank

Denne side er den del af projektet Open Call. Her præsenterer kunstnerne de udvalgte idéforslag.

Se alle de udvalgte forslag i Idébanken

Læs mere om Open Call

Se videoklip:

 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen